”It happens to everyone as they grow up. You find out who you are and what you want, and then you realize that people you’ve known forever don’t see things the way you do. So you keep the wonderful memories, but find yourself moving on.

Not everything is supposed to become something beautiful and long-lasting. Sometimes people come into your life to show you what is right and what is wrong, to show you who you can be, to teach you to love yourself, to make you feel better for a little while, or to just be someone to walk with at night and spill your life to. Not everyone is going to stay forever, and we still have to keep on going and thank them for what they’ve given us.”

collage_fotor

Jeg har mistet, du har mistet, vi har alle sammen prøvet at miste. Det er også vigtigt lige at pointere, at jeg snakker om følelsesmæssig tab – nogen vi har haft et særligt forhold til men som pludselig, af en eller anden grund, ikke er i vores liv længere. Døden står mig ikke så nær, og noget som jeg ikke vil kunne komme nok ind på desværre. Dette går ud til alle de tabte forhold, venskaber, og familie bånd som virker som en tåge i fortiden.

Da jeg var 15 år gammel og gik i 9. klasse var jeg ekstremt usikker på hvad jeg ville. Ekstremt usikker på hvem jeg var, hvem jeg virkelig kunne stole på, og der jeg sådan for alvor tænkte over hvad drengene mon syntes om mig. Når man er så ung, og har hele livet foran sig, indser man ikke hvor meget der venter forude. Man tror alt er verdens ende, og at man aldrig vil klare den. Men jeg kom ud med et snit på omkring 8 og et diplom. Den sidste tid i folkeskolen var hård, ikke skolen i sig selv, men presset der kom fra ens klassekamerater, medierne osv. – man bliver ældre, alkohol og fester bliver en stor del af ens liv, man skal se godt ud, man skal være populær og være alle de rigtige steder.  Ens venner var ligesom en selv, og vi svor på vi altid vil være sammen. Sommeren efter 9. klasse mistede jeg min bedste veninde gennem mange år. En person jeg aldrig i min vildeste fantasi skulle have troet jeg vil miste, og det skete så pludseligt at der gik lang tid før det gik op for mig. Jeg forstod ikke, hvorfor man lover hinanden alt, fortæller hinanden vi skal være der for hinanden altid, har været igennem så meget sammen, men alligevel vende sig om og gå. Der lærte jeg også at miste venskaber kan være en lige så stor sorg som kærestesorger, hvis ikke større. Jeg kan huske det gjorde ondt i lang tid, men som alle andre ting, overlever man. Efter den sommer tog jeg på udveksling til USA, og jeg tror hvis jeg ikke gjorde det, havde jeg ikke selv følt jeg havde nogen god mening med livet, mål eller ambitioner for noget større. Det var det bedste år i mit liv, og på min rejse opdagede jeg alle de her nye mennesker, som fik mig til at se hvor stærke venskaber kan være selvom der literally er en verden imellem os. Men frygt ej, dette var et svært tab men jeg er kommet ud stærkere end nogensinde før, fundet bedre venner end før og gladere end jeg nogensinde har været.

Da jeg var 16 år gammel blev jeg forelsket for første gang. Jeg kan huske at han ikke var som nogen anden jeg havde mødt, og så alligevel. Jeg har altid været interesseret i drenge rigtig meget, altid low key følt et behov for at være god nok, mere end god nok – fuldstændig outstanding i deres øjne. Og så mødte jeg ham. Jeg gav ham ikke særlig meget opmærksomhed i starten, kiggede lidt den anden vej, synes han virkede alt for desperat – selvom det jo var det jeg vil have. Den her dreng gav ikke op. Et eller andet sted afviste jeg ham nok til, at han burde været kommet videre for længst, men han var der bare altid. Om jeg vidste det eller ej, var han der, hver gang jeg blev såret af en fuckboy, hver gang jeg var ked af det. Vi blev gode venner, venner der så film og spiste sammen. Venner der kyssede, venner der bare ikke kunne holde ud at være væk fra hinanden i lang tid. Slet ikke venner, but lovers. Det skræmte mig lidt. Det der med at holde af en person, og at den her person gjorde en så glad, når nu det hele kunne blive taget fra mig så hurtigt. Men jeg tog chancen, og det lagde lidt en hånd om mit hjerte. Jeg følte mig rolig med ham. Jeg tror på ægte kærlighed skal få dig til at føle en ro og harmoni, og ikke jalousi, angst, frustration som jeg før i tiden havde følt med folk jeg troede var ”the one”. Dette varede et godt stykke tid, men så skulle jeg rejse. Hvor han er nu, ved jeg ikke.

collagel_fotor

Da jeg var 17 år gammel mistede jeg mig selv. You know, fresh, young but older, more mature – ready to return back to my country. Da jeg kom hjem kunne jeg ikke have været mere lykkelig. Det var det vildeste, at komme tilbage fra sådan en rejse, se alle sammen igen, se alle gaderne igen, og smage den danske mad og øl. Efter en måned eller to, begyndte jeg at være ængstelig med at være tilbage. Jeg savnede det for meget i store USA, den engelske tale, de folk jeg havde mødt, og en helt speciel fyr jeg havde mødt på min vej. Det vil aldrig blive det samme igen, og jeg kunne ikke lide tanken. Jeg startede hurtigt på gymnasiet. – og jeg kunne huske jeg var SÅ nervøs den første dag. Tilbage til dansk skole, hvor os danske unge er så gode til at dømme hinanden. Jeg fik ret hurtigt rigtig gode venner, jeg kom i den bedste klasse og jeg følte mig ret godt tilpas. Det var en god tid, for man var helt ny 1.g’er, kendte ikke så mange, havde ikke noget ry, var pludselig meget interessant for 2. og 3.g drenge, og kunne starte helt. for. fra.   Men hvor er det let at blive revet med igen. Nu er der pludselig flere fester og mennesker man skal tage stilling til. Altid være midtpunkt, altid være sit bedste jeg, altid være social – sådan all the fucking time. Jeg var ikke hjemme nogen weekender, glemte mine gamle venner i min lille hjemby, og blev alt for fuld til hver fest. Presset var blevet større, men for hvad? Det jo ikke fordi man får en bedre uddannelse af at ”være noget” i sin gymnasie tid.   I starten af mit 1.g år lavede jeg en kæmpe fejl som desværre fulgte mig i noget tid. Når jeg mødte et nyt menneske, var det det som de kunne huske mig på og det var faktisk lidt svært at holde ud. Jeg vil ikke være kendt på mine fejl, jeg vil huskes som en god person. Det er sådan mit koncept altid har været, altid. Det gik så langt at jeg til sidst troede på, at jeg var defineret på den her ene fejltagelse jeg har lavet, at folks meninger faktisk betød noget og at jeg var hvad folk sagde jeg var. Jeg mistede troen på mig selv, jeg vidste ikke hvem jeg var og jeg var faktisk rigtig ked af det i et stykke tid. Jeg følte at jeg ikke kunne gøre nogen ting rigtige, men sådan er det jo ikke. Life goes on, du er ikke dine fejl.

tumblr_o9k6zpfsom1r7kroko1_540

 

Things change. And friends leave. Life doesn’t stop for anybody.

Jeg tror på at mennesker behøver hinanden, men jeg tror også på at man er alene alligevel. Det er så vigtigt at have sig selv med 100% hver gang man går ind til noget – om det er et nyt forhold eller et nyt venskab, hav styr på dig selv først, kend dine værdier og forstå hvad du selv har brug for. Man kan ikke vide sig sikker på noget som helst, så når du starter noget nyt, vær fuldkommen in peace med dig selv som du er nu, og vær fuldkommen in peace med dig selv efter det er slut. Det absolut værste tab du nogensinde vil gå igennem, er tabet af dig selv.

tumblr_mlgvgowvy01r9rffqo1_1280tumblr_mlgvgowvy01r9rffqo2_1280